Opgaver til “Blå øjne”

 

Her kan du hente læsespørgsmål til alle kapitler i Blå øjne: Download spørgsmål til Blå øjne her

__________________________________________________________________________________________________

 

Her kan du hente flere opgaver til Blå øjne: Download opgaverne til Blå øjne herunder til udprint (Word-format)


 

FØR DU LÆSER: GÆT ET SVAR!

  • Hvorfor tror du, bogen hedder Blå Øjne?
  • Kig på forsiden: Hvorfor tror du, der er en fugl på bogens forside?
  • Læs teksten om bogen fra den trykte udgaves bagside:

     

     

    • "Anna bor alene med sin søn, Mikael, på 11 år. Hendes mand er død. En dag ringer de fra Mikaels skole. Hun skal komme hen på skolen med det samme.
      ”Anna stod med telefonen i hånden. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Hvad var der sket? Hvorfor ville de ikke sige noget? Hvis han havde slået sig, ville de have sagt det. Men hvad kunne det så være?”
    • Hvad tror du, der er sket med Mikael?


LÆS OG GÆT!

  • Læs side 8-9:

     

     

    • Hej. Det er mig, der er Anna Kovic. Jeg er mor til Mikael i 5.B. 
      Sekretæren kiggede på hende. ”Godt. Jeg kalder lige på skolederen, Søren Jensen,” sagde hun og tastede et nummer på telefonen. 
      Søren Jensen kom ind på kontoret. Han viste Anna hen til sit kontor. Her sad Mikael. Han kiggede ned i gulvet. Hvad var det her for noget? 
      ”Der har været en episode,” begyndte Søren Jensen. 
      En episode? Hvad betyder en episode?
      Anna fik ikke tid til at spørge. Søren Jensen fortsatte og gentog: ”En episode, ja. Mikael og en anden dreng fra klassen har været oppe at slås.”
      Oppe at slås? Hvor henne? Anna forstod virkelig ikke noget. Hun trak vejret ind, åbnede munden og ville sige noget. Men Søren Jensen var igen for hurtig: ”Altså, de slog hårdt på hinanden. Læreren kom ind i klassen. De lå på gulvet. Mikael slog den anden dreng, så hans næse blødte. Den anden dreng rystede Mikael. Og så besvimede Mikael.”
      Anna rystede på hovedet. Alle ordene nåede hendes ører. Men pludselig kunne hun ikke forstå dansk længere. 
      ”Stop,” råbte Anna, ”Stop, jeg forstår ikke, hvad du siger. Vil du gerne sige det igen?”
      Søren Jensen trak vejret langsomt ind gennem næsen. Han tog brillerne af. Han pudsede dem. Han satte brillerne tilbage på næsen. Så kiggede han på Anna og sagde meget højt: ”Mikael og en anden dreng har slået hinanden i klassen i dag. Den anden dreng fik næseblod og et blåt øje. Mikael besvimede.”
      Har Mikael slået nogen? Ordene gav ikke mening for Anna. Mikael var altid så stille og rolig. Han blev næsten aldrig rigtigt vred. Det var svært at forstå."

    • Hvordan tror du, Anna har det? Hvordan kan du se det i teksten?


EFTER AT DU HAR LÆST: VAR DINE GÆT RIGTIGE?

  • Nu har du læst bogen. Kig på dine svar under GÆT ET SVAR. Gættede du rigtigt? Hvad tænkte du om fuglen, før du læste bogen? Hvad tænker du om fuglen nu?
  • Ved du, hvad ”blå øjne” kan betyde?
  • Hvis du skal fortælle om det vigtigste i bogen, hvad vil du så fortælle? (Du må kun bruge 5 linier eller cirka 30 ord)

TÆNK OVER:

  • Er der noget i teksten, som får dig til at tænke på noget, du selv har oplevet eller hørt om?
  • Er der personer i teksten, som ligner nogen, du kender? Hvis ja, hvordan ligner de hinanden?

GÆT EN PERSON FRA BLÅ ØJNE

Du har læst Blå Øjne. Læs teksten og gæt, hvem der tænker det her:

  • ”Hvorfor kommer hun hele tiden? Hvorfor kan hun ikke bare lade mig være. Jeg vil jo bare sidde her. I fred. Hvorfor er de efter mig alle sammen

HVAD TÆNKER TOBIAS?

  •  I Blå Øjne ser vi historien gennem Anna. Det er sjovt at prøve at skrive, så man ser historien gennem en anden person. Så forstår man bedre historien. Og det hjælper én til at forestille sig alt det, der ikke står i bogen.

Læs fra side 10:

"Da Anna gik ud ad døren, stødte hun ind i en lærer. Han var på vej ind på kontoret. Da han så Mikael komme ud, stoppede han pludselig. Derfor stod han lige der, hvor Anna kom ud.
”Hovsa, undskyld, jeg står vist i vejen,” sagde han til Anna. Anna kiggede op og så lige ind i et par meget blå øjne. De var blå ligesom en smykkesten. Som en safir. Som himlen en varm sommerdag. Øjnene sad i et smalt ansigt. Munden smilede til Anna.
”Du er måske Mikaels mor?”
”Ja, det er jeg.” Anna så på læreren.
”Jamen, det var mig, der fandt de to drenge på gulvet.”
”Ved du, hvorfor de sloges?” spurgte Anna. Hun kunne ikke forstå, at Mikael havde været oppe at slås.
”Næ, de siger ikke noget. Og jeg så også mest på Mikael. Ved du, at han besvimede?”
”Ja, det sagde Søren Jensen.”
”Er han besvimet før?” De blå øjne kiggede ind i Annas grå øjne. Det gjorde hende lidt forvirret.
”Næ, det er han ikke.”
”Hm. Jeg har jo også drengene til idræt. Jeg synes, Mikael tager mange pauser. Han ser lidt bleg ud. Jeg fik faktisk skolens sygeplejerske til at kigge på ham i dag. Hun synes, I skal gå til lægen og få tjekket Mikael.”
Anna stirrede på læreren. Hvad var det, han sagde? Få tjekket Mikael? Han fejlede da ikke noget. Eller gjorde han?
”Hvordan tjekket?” Annas stemme rystede lidt.
”Få kigget på ham. Det er ikke normalt at tage pauser i idræt. Det er heller ikke normalt at besvime.
”Nå, nej, selvfølgelig. Jamen, det gør vi så.”
Anna vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det var en mærkelig dag. Hun skulle hente Mikael i skolen. Det var aldrig sket før. Og han var besvimet. Det gjorde ondt helt ind i Annas hjerte. Hun kunne mærke tårer i øjnene. Hun blev helt tom inde i hovedet.
”Ja, ja,” gentog hun, ”Det skal vi nok.” Anna skyndte sig efter Mikael. Hun glemte at sige farvel til læreren med de blå øjne."

  • Her ser vi Tobias gennem Annas øjne. Nu skal du prøve at gætte på,  hvad Tobias tænker. Du skal lege, du er Tobias, der møder Anna.
  • Hvad tænker Tobias?
  • Hvad ser Tobias?
  • Hvad synes han om Anna?
  • Hvad syntes han om situationen?
  • Hvordan føler han?
  • Du kan skrive mere, som du selv finder på.

BRUG DINE GÆT OG SKRIV EN TEKST

  • Begynd fx sådan her:

    • ”Jeg var på vej hen til Søren Jensens kontor. Jeg skulle tale med ham om  5.B. I døren mødte jeg Mikaels mor. … ”
    • Skriv historien, som om du selv er Tobias.

God fornøjelse